torsdag den 14. august 2014

Sparetips!



Som tidligere lovet kommer der her en liste over sparetips. Så er det bare om at finde dem der passer til jer... Det hele handler om prioritering!


  • Opret et budget og tilmeld de faste betalinger til betalingsservice så man undgår rykkere.
  • Gå budgettet efter! Alt hvad der kan undværes, må man undvære.. Altså sådan noget som rengøringshjælp, bilvask, vinduespudser, den store tv-pakke og den ekstra bil...
  • Kan bilen skiftes ud med en cykel, eller kan en del af benzinudgifterne reduceres ved at man går og cykler rundt, eller handler på vej hjem fra arbejde? Er der mulighed for at køre med andre på arbejde?
  • Man kan også købe en delebil med kollegaer, eller man kan lave samkørselsordninger. Flere steder på nettet kan man finde forskellige samkørselsordninger, når man skal besøge familie og venner i den anden ende af landet.
  • Gennemgå abonnementer. Mobil, forsikringer, tv, internet, fagforening og hvad man ellers betaler til.
  • Kan i udleje et værelse eller flytte i noget mindre/billigere?
  • Kan et evt. fitnessmedlemsskab skiftes ud med en cykel, løbetur eller anden hjemmetræning? Der er flere steder i landet lavet udendørs fitnesssteder, hvor der er mange gode alternativer til det indendørs fitness. Og så er det jo gratis!
  • Kan man tjene lidt ekstra ved en avisrute, et rengøringsjob eller andet?
  • Undersøg mulighederne for diverse tilskud fra kommunen. Tilskud som enlig forsørger, boligsikring, pasning af egne børn, mulighed for ekstra tilskud eller friplads til børneinstitution og hvad der ellers måtte være.
  • Hvis man er arbejdsløs, og har mulighed for at få pasning af sit barn med dags varsel, behøver man ikke at have en institutionsplads til sit barn. Så har man bedsteforældre, naboer eller venner der kan træde til, og hjælpe med pasning, til man får en institutionsplads, kan man have sine børn hjemme til man igen kommer i arbejde.
  • Hvis man er gift, kan man overdrage personfradrag og rentefradrag til hinanden, så den der har den største indkost kan få fuldt udbytte af fradraget. 
  • Spar på eludgifterne ved at slukke på kontakten ved elektronisk udstyr som stadig bruger strøm i standby-tilstand. f.eks. fjernsyn, radio, computer, opladere til mobil osv.
  • Undgå at bruge tørretumbler. Det er dyrt på elforbruget og det slider på tøjet.
  • Brug elsparepærer og tænd/sluk ur på lys som skal stå tændt i længere tid.
  • Undersøg mulighederne for et andet energiselskab og undersøg priser.
  • Spar på det varme vand. Det er næsten dobbelt så dyrt som det kolde. 
  • Sæt vandsparer på vandhaner.
  • Tag korte bade. Flere arbejdspladser har også mulighed for bad.
  • Undgå at vaske op og skralde kartofler under rindende vand, men brug en balje. Sluk vandet mens du børster tænder.
  • Brug en regnvandsbeholder til at vande haven.
  • Spar på varmen ved at slukke for radiatorerne mens du lufter ud. 
  • Træk gardinerne for om aftenen når det er mørkt og koldt, og træk dem fra om dagen når solen står på.
  • Hold radiatorerne frie for store møbler osv. så varmen bedre kan komme ud i rummet.
  • Købe brugt tøj, børnetøj, legetøj, møbler og hvad man ellers kan købe brugt.
  • Sælge de ting man ikke længere bruger. Børnetøj og legetøj bliver sjældent ret slidt, så hvorfor lade det gå til spilde?
  • Mange laver tøj byttedage med familie og venner, hvor man samler alt det tøj man ikke længere ønsker at bruge, og kan så bytte det til noget "nyt". Det kan man også med legetøj og hvad man ellers kan blive enige om at bytte.
  • Brug prissammenligningssider på nettet, for at finde dine varer det billigste sted.
  • Der kan spares mange penge ved at købe tøj osv. udenfor sæson eller købe udgåede varer.
  • Skru ned for feriebudgettet. Lån et sommerhus, eller tag på camping. Evt. bare nogle endags ture rundt i landet. Man behøver jo ikke altid at skulle på dyre ferier til udlandet.
  • Lave madplan, og højst handle 1 gang om ugen. Det begrænser impulskøb, og man får mere fokus på sit forbrug. Gå på tilbudsjagt.
  • Lav gerne en oversigt og gem bonner, så i kan se tilbage på de køb, som ikke har været nødvendigt. Det giver et meget bedre syn på jeres pengeforbrug, og man tænker mere over, om det nu også er nødvendigt.
  • Genbrug indkøbsposer. De kan bruges som affaldsposer, eller de kan genbruges ved næste indkøb. Der kan også nemt spares penge ved at bruge stofposer eller kasser ved indkøb.
  • Lav madpakker til skole og arbejde, så der ikke bruges penge på kantinemad.
  • Lav store portioner mad og frys ned. Så har man nem aftensmad til de sene arbejdsdage, så man ikke kommer til at falde for den nemme men dyre "take-away" mad. 
  • Køb en halv gris eller ko fra en gård. Der kan ofte spares mange penge, hvis man bare har en stor fryser.
  • Kan det betale sig at handle stort i udlandet? 
  • Bag, sylt og lav mad fra bunden. Det er både billigere og bedre! Og så ved man hvad der er i ens mad!
  • Dyrk selv frugt og grøntsager. Sælg evt. overskydende, eller byt det for andet.
  • Gendyrk er også noget jeg har læst en del om på det sidste. Man kan altså "genplante" rigtig meget af det frugt og grønt man køber i butikkerne. Husk at meget af det ikke økologiske er ofte sprøjtet med giftstoffer, som gør at det ikke kan gendyrkes eller bruges til såning. Men prøv jer frem!
  • Saml frugt og grønt i naturen. Man kan ofte finde en masse lækre ting i skoven.
  • Har man muligheden for at have høns og andre dyr, kan man få gratis æg og kød. Selvforsyning er altid godt!
  • Skru ned for madspild! Få masser af gode idéer og opskrifter.
  • Der findes flere steder i landet, fødevarefællesskaber. Der er maden gerne rigtig billig.
  • Køb gerne frugt og grønt i gårdbutikker/boder. Der får man ofte noget mere for pengene.
  • Mange butikker sætter deres mad ned, når det nærmer sig udløbsdatoen. Køber man stort ind af de nedsatte varer og fryser det ned, kan der spares mange penge!
  • Skal man have medicin, kan man altid spørge på apoteket efter det billigste alternativ til medicin med samme virkning. Der findes ofte flere billigere alternativer 
  • Undersøg priserne hos flere tandlæger inden en dyr rodbehanling eller andet.
  • Man kan sagtens lave kreativ hygge og gaver af genbrugsting
  • Sy, strik og hækkel tøj, bamser, tæpper osv. Både til eget forbrug men også til salg.
  • Lån bøger, musik, film, magasiner, blade og meget andet på biblioteket. Både til underholdning og inspiration.
  • Gratis arrangementer, legestuer og andre oplevelser. De lokale biblioteker tilbyder ofte diverse arrangementer til både børn og voksne. Ofte gratis, eller til beskedne beløb. Mange kirker tilbyder legestuer, og ellers gå på jagt på nettet eller i dit nærområde, efter opslag med andre legestuer. Der er også et væld af oplevelsesmuligheder, hvis bare man er åben og fantasifuld. Besøg også de lokale legepladser.
  • Samle flasker. 
  • I Hedensted kommune betaler man for vægt af sit affald. Så det kan godt betale sig for både miljø og pengepung, at sortere sit affald, og så køre på lossepladsen næste gang man skal ud og køre.
  • Man kan være heldig at finde nogle ganske fine møbler i storskrald.
  • Skralde... Utroligt mange butikker smider rigtig meget mad og andre gode og brugbare ting ud. Gå på jagt i butikkernes containere, men brug jeres sunde fornuft! Se føl og lugt, så i ikke får dårlige madvarer med hjem. Det er ikke ulovligt at skralde, så længe man ikke passerer et hegn eller bryder låse op. Men husk nu god ro og orden. Ryd op efter jer og vent til alle medarbejdere er taget hjem, så ingen i butikken bliver utrygge.
  • Et godt initiativ kan være et byttemarked! Læs meget mere om hvad et byttemarked er, og hvordan i kan hjælpe med at stable et på benene. 
Få gode sparetips på Rådtilpenge og se hvordan du kan optimere din bolig så i kan spare på energien. Dong har også lidt sparetips på energisiden.
Prøv også sparetips til børnefamilier. Se Bolius sparetips!
Prøv også lommebudget appen. Og "Sparetips" appen fra Nykredit. 

Jeg håber i kunne bruge nogle af rådene... kom gerne med yderligere idéer :)

1 kommentar:

  1. Super tips ! - Her er et lille et mere .. Søg jeres indkøb af tøj og billige strømper på nettet - der meget at spare !

    SvarSlet